tirsdag den 10. maj 2011

En guldgrube for interesserede i slægter fra Tornby, Vidstrup, Asdal og Horne

Jeg har fundet denne fantastiske hjemmeside, (http://genarigaarden.net/) som simpelthen er en guldgrube for os der forsker i slægter fra Tornby, Vidstrup, Asdal og Horne. Siden bliver drevet af en ledende programudvikler fra Microsoft, Christian Gaarden Gaardmark, hvilket nok forklarer at den ikke fungerer i Firefox! Hans far, Iver Gaarden, som bl.a. er tidligere kordegn, har imidlertid en sektion, Our Genealogy!, som er en lang liste med transkriptioner af kirkebøger fra ovennævnte sogne. Transkriptionerne er stillet overskueligt op i skemaer. De er "oversættelser" af gotisk håndskrift, og jeg skal hilse og sige at det kræver sin mand/kvinde! Især i betragtning af den tilstand som mange ældre kirkebøger befinder sig i, og ikke mindst de penne der blev skrevet med, og den personlige stil som bogførerne havde! Jeg har allerede fået fyldt en masse huller ud i mine egne transkriptioner.
En anden formidabel ting, er at man hvis man taster et navn, f.eks. bare "Ejstrup",  ind i det søgefelt som befinder sig i øverste venstre hjørne, så får man en lang liste af relevante navne som også er links. Klik på et link, og du får vedkommendes familie linet op med fødsel, dåb, vielser osv. hvis der er tilgængelige data fra kirkebøgerne og sommetider fra andre slægtsforskere. Hvis du så klikker på fader, moder, børns navn osv., bliver du ført videre til flere detaljer frem eller tilbage i tiden. Der er hele tiden kildehenvisninger så man kan tjekke i kirkebøgerne via originaler (brug f.eks. Arkivalier Online http://www.sa.dk/ao/) eller Iver Gaardens transkriptioner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar