Tip3oldefar på mors side, husmand Anders Pedersen Bruun, måtte en tur i Viborg Tugthus. Dog kun 2 måneder. Værre var det for sønnen Peder Andersen Bruun, som ialt blev idømt 5 års tugthus og kom til at afsone de 3. Anders' halvbror Jørgen Pedersen Bruun blev idømt 2 år, men afsonede formentlig ikke straffen. Tip4oldefar Jørgen Lauridsen Kiils søn, Laurids Jørgensen Kiil, fik 2 år, men afsonede kun 1 år inden han blev benådet. Adskillige år tidligere så det hele dog langt, langt værre ud. Og det for en stor del af beboerne i Tornby og Horne sogne. Her er historien.
Skibsforlis, bjergning og plyndring
Det hele startede med den store tyverisag fra Nørlev Strand 1790, beskrevet af lærer P. Christensen i en artikel med titlen “Hvedeskibet – Den store tyverisag fra Nørlev Strand i Aaret 1790” over 30 sider i "Vendsysselske Årbøger", VI Bind, udgivet af Historisk Samfund, Hjørring Amt, i 1926. Han skriver i indledningen:
Den 20. Oktober 1790 strandede paa Nørlev Strand,
Skallerup Sogn, Galeasen „Die gute Erwartung1).
Skibet, der var ladet med Hvede og førtes af Kaptain Michael Schmidt af Stettin, var paa Rejse fra Hjemstedet til London. Denne paa disse Egne ret almindelige Tildragelse fik et saare trist Efterspil, da den blev
Aarsag til, at mange af Tornby og Horne Sogneniænd
for en Tid maatte vandre i Viborg Tugthus, dømt for
Hvedetyverier fra nævnte Skib.
Endnu levende Folk kan, snart halvandet Hundrede
Aar efter, gengive overleverede Beretninger om denne
sørgelige Begivenhed, der gennem lange Tider selvsagt
var et dagligt Samtaleemne paa Egnen, og som over en
halv Snes Aar satte Sindene i den største Bekymring
og Spænding. For man maa nemlig huske paa, at Sagen ikke drejer sig om Forbrydere i egentlig Forstand,
om end deres Handlemaade var i Strid med Lov og Ret
— de tiltalte Personer havde saaledes aldrig før været
anklaget eller straffet for noget — men om almindelig
jævne Bønder, som næsten ved et Tilfælde ramtes af
Lovens haarde Haand, og det fordi de har udfort en
Handling, som de og deres Forfædre $aa ofte før har gjort sig skyldige i uden i nogen Maade at have paadraget sig Tiltale ovenfra.
At man tog ved Stranden, blev som bekendt ikke
regnet for at være rigtigt Tyveri; alle levede „kristeligt“
af Vrag, og den ene havde ikke meget at lade den anden høre i saa Henseende. Derfor var Øvrighedens
Indgriben som et Lyn fra en klar Himmel,’ og det gik snart
op for den enkelte, hvilke alvorlige Følger Hvedetyverierne kunde faa. Efterhaanden som Forhørene er skredet frem, har det sikkert løbet mangen god Bondemand
koldt ned ad Ryggen, i Angest for hvad Tid Turen kom
til ham, eftersom „den jen angav den naaen“. (s. 256-57)
Allerede 3 dage efter strandingen foretog by- og herredsfoged Brychmann fra Hjørring samt synsmændene Peder Wrensted og Peder Christensen, begge af Lønstrup, et syn over det strandede skibs ladning, som udelukkende var hvede i sække. Hveden havde suget vand og var svulmet op, men var dog ikke i ringere stand, end at den uden fare kunne anvendes til menneskeføde, når blot den ikke fik lov at ligge for længe. (På den senere auktion blev den samlede bjergede last solgt for 868 rd. 4 mk. og 1 sk.)
Den ene af synsmændene, skudeejer Peder Wrensted, mente imidlertid at finde spor af begået tyveri i ladningen, og han og de øvrige formænd, strandingskommissæren samt skibets kaptajn enedes om at foretage en nærmere undersøgelse. Resultatet blev, at 4 ridende betjente med herredsfuldmægtig Frederik Krøger i spidsen natten mellem den 24. og 25. oktober red til stranden hvor vraget lå for at foretage en nærmere inspektion. På vej mod vraget blev de mødt af strandingskommisær Høyers købmandsdreng, Frands Holm, som oplyste dem om at der var 3 både på vej ind. De enedes derfor om af skaffe yderligere assistance da 3 både med anslået mindst 12 mand ombord var for meget for de 4 betjente. De red derfor til Lønstrup og fik samlet yderligere 4 ridende karle, hvorefter de vendte tilbage. Her fortalte en vagt at man nu havde set 8 både sejle fra vraget mod nord eller øst. De 8 karle red nu nordpå så nær klitbakkerne som muligt for ikke at kunne ses fra havet, og de stødte først på 2 både med 8 mand, der lige var kommet i land med godt 14 sække våd hvede. De 8 mænd blev råbt an, og der blev foretaget et kort forhør på stedet, hvorefter de fik besked på at bringe hveden op til vagten på stranden, hvilket de indvilgede i mod at slippe for videre tiltale.
De 8 beredne karle fortsatte derefter ad stranden nordpå eller østpå og opbragte således efterhånden yderligere 9 både.
Nedsættelse af kommission og forhør 1791 til 1794
Sagens akter blevnu indsendt til stiftsbefalingsmanden over Aalborg Stift, der gjorde kancelliet bekendt hermed, og dette besluttede nu at få nedsat en kommision til at undersøge og pådømme tyveriet. Kommisionen nedsattes i februar 1791, og den 15. marts samme år påbegyndte den sit arbejde med at forhøre alle de implicerede parter.
Kommisionen sled i det i næsten 4 år og holdt et utal af møder, således det første år alene 14, hvoraf mindst et retsmøde alene varede 12 timer.
P. Christensen skriver:
Af Forhørene fremgaar, at det er Tornbyerne, der forst er paa Spil, idet enkelte allerede er ved Skibet et Par Dage efter Strandingen for at bjerge Hvede. Rygtet herom forplanter sig som en Lobeild ud over Sognet og videre til Horne og Asdal og drager flere og flere med i Ulykken. Hovedtyveriet finder Sted Natten mellem 24. og 25. Okt. (se ovenfor), da de overraskes af de udsendte Ryttere fra Lønstrup. Størstedelen af den stjaalne Hvede blev samme Nat afleveret til Vagten eller kastet i Havet. Hvor meget eller hvor lidt Korn, hvert enkelt Baadselskab tog de forskellige Nætter har for saa vidt ingen Interesse for Nutidslæsere, ligesom det ogsaa for os er ganske ligegyldigt, hvor ofte den enkelte har været ved Fartøjet. Som ogsaa Domsafsigelsen viser, var deres Brøde i Hovedsagen den samme, og deres Forklaringer i Retten ligner da ogsaa hverandre i Hovedtrækkene. (s. 267)
Domfældelse 1794 - kagstrygning, livsvarigt tugthusarbejde og store bøder
Under den lange række af forhør kom det frem at flere af de anklagede tidligere havde gjort sig skyldige i strandtyverier. Prokurator Åstrup spurgte derfor kancelliet om der også skulle fældes dom ud fra disse oplysninger, hvilket kancelliet afviste. Omkring den 4. juli 1794 afsagde kommissionen sin endelige dom, der for alle hovedforbrydernes vedkommende kom til at lyde på kagstrygning (27 slag med 9 ris, bundet til en søjle, en "kag") og fæstningsarbejde på livstid. Som hovedforbrydere dømtes ikke mindre end 72 personer, hvoraf de 45 var hjemmehørende i Tornby sogn.
Blandt disse nævnes Anders Pedersen Bruuns ældste søn Peder, der var tjenestekarl hos faderen. Udover de nævnte 72 personer faldt endvidere dom over yderligere 13 personer, der alle dømtes som medskyldige og medhjælpere og fik 2 måneders tugthus, heriblandt Anders Pedersen Bruun selv. Endvidere mente kommissionen at der ved dette tyveri af hveden var begået toldsvig, så langt hovedparten af de 72 personer blev for denne forbrydelse dømt til hver at betale en bod på 500 rdr., et efter den tids forhold særdeles stort beløb.
Højesteret 1795 til 1800 - forsvarstale og dom med strafnedsættelse
Samme år kom hele sagen for højesteret, hvor højesteretsadvokaterne Carl Henrik Vilster og Rasmus Lange beskikkedes som henholdsvis anklager og forsvarer. Desværre mangler det meste af højesterets arkiv for disse år så det er ikke er muligt at fastslå hvad der egenlig herefter foregik i årene fra 1795 til 1800. Imidlertid eksisterer stadig forsvarerens indlæg, dateret den 7. juni 1800, på tæt ved et halvt hundrede tætskrevne sider. Indlægget er stilet direkte til kongen og indledes med følgende ord:
"Efter Deres Majst. allernådigste Befaling fremtræder jeg allerunderdanigst i nærværende Sag for efter Mulighed af forsvare de ulykkelige Tiltalte, eller i det mindste vise, at de ikke er så skyldige, som de ved første øjekast måtte synes, at den af dem forøvede Handling, omendskønt den er lovstridig, dog ikke fuldkommen fortjener Navnet moralsk ond, da Fordomme, Rygter, Anledning og Eksempler især er de Bevæggrunde, hvorefter de skyldige have handlet. Deres Brøde består i endog med Møje og Fare at have hentet våd og bedærvet Hvede fra et strandet Skib, som rimeligvis ellers ej vilde blevet reddet, og som de af mere end een Grund havde årsag nok til at anse som res derelicta ( herreløse effekter).
Allernådigste Konge! Det er omtrent Beboerne af 3 Sogne, mere end 80 nyttige Borgere, som tiltaltes under nærværende Sag og hvoraf den strengeste Tyveristraf er bleven påstået over de fleste; det, de har lucreret: fortjent ved deres ulovlige Forhold, er lidet eller intet, men Straffen, som påstås over dem, er gyselig, når betragtes, ej alene, at så mange, i øvrigt retskafne og nyttige Borgere og Husfædre for deres øvrige Levetid (skal) arbejde som Slaver, nedstyrtet i Elendighed og Vanære, men endog, at denne Vanære forenet med Jammer og Armod vil blive den visse Lod for disse ulykkelige Familier.
Allernådigste Konge! Jeg ved vel, det ej er Forsvar for een Skyldig, men flere Hundrede er Medskyldige i denne Brøde; men det synes dog, som selv denne Omstændighed, dette store Antal, giver disse Ulykkelige Tiltalte Grunde til at håbe Skånsel af Deres Majst's Nåde, om end Retten efter dens Strenghed skulde synes at være dem imod. Selv dette, at ingen af de Tiltalte hidtil har været under Arrest, viser, at øvrigheden, i Tillid til Deres Majest's Nåde, i den lange Tid ej har villet berøve Jorden så mange Dyrkere og en Del Familier deres Fædre og Forsørgere.
At gammel indgroet Fordom, tildels Vane, har været en Bevæggrund for de Tiltalte, tør jeg dristig antage uden videre Bevis, for hvem skulde det vel være ubekendt, at Kystbeboerne på Steder, hvor Strandinger hyppigt indtræffer, anser det for lidet eller ingen Synd at borttage, hvad Søen næsten giver dem i Hænde. Det er for dem, som for Skovbeboerne at tage et omblæst eller nedfaldent Træ, eller som for vejfarende Mand at tage et Neg i sin vogn af den Mark, han farer over. Jeg er overbevist, at Handlingens Moralitet er således for Forbrydere af denne (Slags), og i Hensyn hertil formener jeg, at de ej efter yderste Strenghed kan bedømmes.
Foruden denne indgroede Fordom har et udsendt Rygte endnu mere formaaet disse Uskyldige til at hente den bedærvede og strandede Hvede, og dette Rygte var: at enhver måtte have Lov at tage så meget af det i Skibet værende Hvede, som de kunde bjerge, siden skibet var fuld af Vand og Hveden følgelig vaad, bedærvet og ubrugelig." (s. 279 f.)
Den 24. oktober 1800 afsagdes omsider Højesteretsdommen, der blev en hel del mildere end kommissionsdommen 6 år tidligere. Af de oprindelige dømte 72 personer var der nu 69 tilbage, heriblandt Peder Andersen Bruun, og de fik alle deres straf nedsat til 2 års tugthusarbejde i Viborg, medens de idømte bøder på 500 rdr. til hver enkelt helt bortfaldt. Herudover dømtes som hælere 9 personer, hvoraf de 4 idømtes 1 års tugthus, medens de andre 5 hver fik 2 måneders tugthusarbejde, heriblandt var Anders Pedersen Bruun.
Afsoninger Viborg Tugthus i 3 hold 1802 til 1807 - benådninger
Højesteretsdommen blev således afsagt nøjagtig på 10 års dagen før forbrydelsen, og for nogen af de dømtes vedkommende skulle der gå endnu 6 år før de kom til at afsone deres straf. I det hele taget gik der efter dommens afsigelse 1 år før de første blev indsat til afsoning, hvilket kunne tyde på at der har været kræfter i bevægelse for at få en kongelig benådning istand. Den 1. maj 1802 åbnedes imidlertid Viborg Tugthus' porte for det første hold på ialt 20 personer. Det næste hold, ligeledes på 20 mand, indsattes den 20. juni 1804, og heriblandt var Anders Pedersen Bruun, der sammen med 2 andre som ligeledes var idømt 2 måneders tugthus, blev løsladt den 21. august samme år. Det sidste hold på 16 personer blev indsat den 20 juni, 1806, og de slap billigt da de nøjagtigt 1 år efter blev løsladt. Det var således 56 personer, i øvrigt alle fra Tornby og Horne sogn, der afsonede deres domme i Viborg Tugthus, selv om højesteretsdommen ialt omfattede 78 personer.
Peder Andersen Bruun - nok et tyveri, flugt, arrest, ekstrastraf og afsoning
De resterende 22 må enten have afsonet straffen andetsteds, være afgået ved døden forinden eller have unddraget sig straffen ved rømning. For Anders Pedersen Bruuns ældste søn Peder tegnede hele sagen sig imidlertid lidt anderledes. Ganske vist idømtes han af højesteret den 24. oktober 1800 i lighed med de fleste andre 2 års tugthus, men nogle måneder senere begik han endnu en forbrydelse da han natten mellem den 31. marts og 1. april 1801 brød ind i sognefoged Thomas Jensens lade i Sdr. Tornby og forsøgte at stjæle noget korn.
Det mislykkedes, og samme nat forsvandt han fra sognet efterladende hustru og 2 små børn. Han var borte i 3 måneder uden at nogen kendte hans opholdssted, og da han omsider dukkede op igen, blev han arresteret den 29. juli 1801 og indsat i arresten i Hjørring. Resultatet blev en tillægsstraf på yderligere 3 års tugthusarbejde, og allerede den 25. september samme år overførtes han til Viborg Tugthus. Herfra blev han imidlertid løsladt 2. juli 1804 efter kongelig ordre.
De domme, afsoninger og biografiske noter der vedrører slægten ifølge P. Christensen og egne undersøgelser, samt fotografier af registreringer i fængselsprotokol fra Viborg Tugthus (hentet fra http://www.wadschier.dk/):
Anders Pedersen Bruun, gdm. i Nr. Tornby, Kærsg. G., f. c. 1745 og død 1806, dømt som hæler til 2 md., indsat 20. juni 1804, løsl. 21. august samme år. Der står Anders Jensen Brun i fængselsprotokollen, men det er en fejlskrivning da den eneste Anders Brun der indgår i sagens akter er Anders Pedersen Brun. Han døde 1806. Var gift 2 gange. Først med Karen Mortensdatter (1734 - 1769), dernæst med Maren Jørgensdatter (1746 - 1806), med hvem han fik bl.a. nedenstående Peder.
Peder Andersen Bruun, tjenestekarl hos faderen Anders Pedersen Bruun, døbt i Tornby 7. jan 1770, dømt til 2 år ved højesteretsdommen, 31. aug. 1801 tildømt en tillægsstraf på 3 års tugthusarbejde fordi han natten mellem 31. marts og 1. april 1801 brød ind i sognefoged Thomas Jensens lade i Sdr. Tornby og forsøgte at stjæle korn, forsvandt samme nat fra sognet og fra hustru og 2 små børn , og var borte i 3 måneder uden at nogen kendte hans opholdssted, indsat 25. septbr. 1801, løsl. 2. juni 1804 ef. kgl. ordre, død i Tornby 17. jan. 1855. Han var gift m. Elisabeth Christine Christensd., døbt 12. aug. 1767, død i Nr. Tornby 6. april 1827. Hun var datter af Christen Lønsmann, sognedegn til Tornby-Vidstrup.
Jørgen Pedersen Bruun, f. ca.
1761, dømt til 2 år, men afsonede vist ikke straffen.
Laurs Jørgensen Kiil, fæstegdm. i Tornby, Asdal G., døbt Allehelgensd. 1755, dømt til 2 år, inds. 20. juni 1806, benådet 21. juni 1807, død 5. decbr. 1845. Han var gift med Bodil Jensd., død 15. juni 1829, 56 år gl.
+069+udsnit.jpg)
+055+udsnit.jpg)
.jpg)
